BaraTann 15. mai var eg fyrstu ferð hjá Olgu, eftir næstan 2 ár við konstantum útbroti av Colitis Ultirosa (kronisk bløðandi tarmsjúka). Eg var komin har til, at eg føldi, at eg bara bleiv fylt við meira og meira medisini, sum eg ikki føldi meg trygga við, og sum ikki hjálpti í serliga langa tíð. Eg havi tikið høga dosis av prednisilon 2 ferðir, og fyrr í ár varð eg spurd, um eg vildi vera við í eini roynd við einum nýggjum medisini.

Eg haldi, hetta gjørdi, at eg misti álitið á viðgerðina. Eg føldi, at læknarnir ikki vistu, hvussu teir best kundu hjálpa mær. Tankin, at eg møguliga kundi enda við stomi sum 29 ára gomul, var ræðuligur, og tað føldist, sum tað var tann vegin, tað gekk.

Tá eg havi havt tað ringast, havi eg havt blóð í hvørjari avføring og gingið á wc upp til 20 ferð um dagin. Haraftrat kemur óbeskriviliga nógv pína og ongin energi ella yvirskot. Nakað so einkult sum at avlevera dóttrina á stovni kundi vera ein marra, tí hvat skuldi eg gera, um eg skuldi á wc á tí stutta gongutúrinum, sum vardi 10 min.

Fyrstu ferð eg var hjá Olgu, setti hon nógvar spurningar og gjørdi eina NES-scan av kroppinum. Vit tosaðu nógv um, hvussu ringt nógv av medisininum var fyri mín kropp, og hvussu og hvat vit kundu gera, fyri at eg skuldi fáa tað betri. Vit vóru samdar um, at høvuðsfokus skuldi leggjast á eina umfatandi kostbroyting og ymiskar urtrar. Eg skuldi ikki eta gluten, mjólkaproduktir, sukur, kryddaríir og tilgjørdar vørur. Har aftrat segði hon, at eg fór at fáa tað verri, áðrenn eg fekk tað betur.

Hetta hugsaði eg var ómøguligt, tí eg føldi, at eg hevði rakt botnin fyri langari tíð síðan. Men hon hevði so sanniliga rætt. Tær fyrstu 6 vikurnar vóru eitt helviti, og eg var fleiri ferð við at geva upp. Tað vísti seg tó, at ein av orsøkunum var, at eg ikki longur toldi Imurel, tað biologiska medisini, eg tók. Tað gingu tveir dagar, eftir eg stoppaði við hesum medisininum, til eg var heilt symptomfrí.

Eg havi nú havt 2 fantastiskir mánaðir uttan nakran skugga av sjúkuni. Eg eri sloppin av við 3 av 4 medisinum og vóni at verða medisinfrí fyrst í komandi ári. Harumframt havi eg tapt meg 9 kg. Eg føli nú, tá eg eti okkurt, sum ikki er gott fyri meg – búkurin fer at leika í, og eg fái iltstórt sæð beinanveg.

Sjálvt um tað er ómetaliga ringt til tíðir at liva á henda hátt, so er hetta avgjørt nakað eg vil halda fram við, og eg kann viðmæla øllum í somu støðu, at kontakta Olgu og fáa hjálp til ein normalan dagligdag.

Mest umráðandi er ikki at sníta ella geva upp. Tað tekur langa tíð og er ómetaliga hart, men tað er tað vert í síðsta enda.I midten af Maj 2013 var jeg for første gang hos Olga efter knapt 2 år med konstant udbrud af ColitisUltirosa (kronisk blødende tyktarmsbetændelse). Jeg var nået dertil, at jeg følte, at jeg bare blev fyldt med mere og mere medicin, som jeg ikke følte mig tryg med, og som ikke hjalp særlig lang tid af gangen.
Jeg har i to omgange taget høje doser af Prednisolon, og i begyndelsen af året blev jeg spurgt, om jeg ville være med i et forsøg med et nyt medicin.

Jeg tror at dette medførte, at jeg mistede tilliden til behandlingen. Jeg følte, at lægerne ikke vidste, hvordan de bedst kunne hjælpe mig. Tanken om at jeg kunne ende med stomi som 29 årig var forfærdelig. Men det føltes, som det var den vej, det gik.

Når sygdommen har været værst, har jeg haft blod i samtlige afføringer og løbet på toilettet op til 20 gange dagligt.
Derudover kommer ubeskrivelige mavesmerter og ingen energi eller overskud til dagligdagen. Noget så simpelt som at aflevere min datter i børnehave kunne være frygteligt. Hvad hvis jeg pludselig skulle på toilettet på den korte gåtur på 10 minutter!

Første gang jeg var hos Olga, stillede hun mange spørgsmål og gjorde et NES-scan af kroppen. Vi talte meget om, hvor dårlig medicinen var for min krop, og hvad vi kunne gøre, for at jeg fik det bedre. Vi blev enige om, at vi skulle fokusere på en omfattende kostforandring, samt at jeg skulle tage mange forskellige urter.
Jeg skulle blandt andet ikke spise gluten, mælkeprodukter, sukker, krydderier og færdigproducerede produkter. Derudover sagde Olga, at jeg ville få det værre, før jeg fik det bedre.

Det med at få det værre, før jeg fik det bedre, antog jeg for umuligt. Jeg følte, at jeg havde ramt bunden for lang tid siden. Men hun havde ret. De første 6 uger var et helvede, og jeg var flere gange ved at give op. Det vidste sig dog, at en af årsagerne var, at jeg i mellemtiden ikke længere kunne tåle Immurel, det biologiske medicin jeg tog. Der gik to dage fra jeg stoppede med det, til jeg var symptomfri.

Jeg har nu haft 3 fantastiske måneder uden symptomer fra sygdommen. Jeg er kommet af med 3 af 4 mediciner, og har aftalt med min speciallæge, at hvis jeg ikke har noget udbrud i løbet af det næste år, så kan jeg stoppe med den sidste medicin. Derudover har jeg tabt mig 9 kg. Nu føler jeg med det samme, hvis jeg spiser noget, der ikke er godt for mig – maven begynder at larme og jeg får ondt næsten med det samme.

Selv om det er ufattelig svært at holde denne livstil til tider, så er det helt sikkert noget jeg har tænkt mig at fortsætte med, og jeg kan helt klart anbefalede andre i samme situation at kontakte Olga og få hjælp til en normal hverdag. Jeg har igennem hele mit forløb haft kontakt til Olga, som har givet mig gode råd og troen på, at det nok skulle lykkes.

Jeg tror det vigtigste for at få det her til at fungere er ikke at snyde eller give op. Det tager lang tid og er ufatteligt hårdt, men det er det hele værd.